Apoteket Friheden
 
Substitution

Lægemiddelsubstitution

 

Substitution (erstatning) betyder, at apoteket udleverer et andet og billigere lægemiddel end det, lægen har skrevet på recepten. Lægemidlerne har samme virksomme stof i samme mængde og bruges på samme måde (som fx tabletter og kapsler til indtagelse gennem munden). Lægemidlerne har altså samme virkning, selv om de ser forskellige ud og sælges under forskellige navne.

Apoteket kan - i stedet for det ordinerede lægemiddel - enten udlevere et lægemiddel, der er fremstillet af et andet lægemiddelfirma og som har et andet navn, eller et lægemiddel, der er fremstillet af samme firma og som eventuelt har et andet navn (parallelimporteret lægemiddel). Selv om apoteket giver dig medicin med et andet navn, kan du være helt tryg. Alle lægemidler i Danmark er underlagt offentlig kontrol og skal godkendes af myndighederne, før de må sælges på apotekerne.

 

Apoteket skal udlevere et billigere lægemiddel, medmindre lægen har fravalgt substitution ved at skrive "ej S" på recepten. Du kan dog også selv beslutte, at du ikke vil have et billigere lægemiddel. Ønsker du at få udleveret et lægemiddel med et navn, du kender, skal du blot bede apoteket om det. Så skal apoteket følge dit ønske - med mindre lægen har skrevet, at du skal have et ganske bestemt lægemiddel. Hvis du ikke vælger det billigste af flere ens lægemidler, skal du selv betale prisforskellen mellem det billigste og det, du har valgt.

Hvis hverken du eller din læge har fravalgt substitution, får du udleveret det billigste lægemiddel. Apoteket er kun forpligtet til at udlevere det billigste lægemiddel, når prisforskellen mellem det ordinerede lægemiddel og det billigste lægemiddel er mere end blot bagatelagtig. Hvis prisforskellen mellem det billigste og det ordinerede lægemiddel er under en vis grænse - 5 til 20 kr. afhængigt af lægemidlets pris - får du udleveret det lægemiddel, lægen har skrevet på recepten.

 

 

 

Bagatelgrænserne

 

 

 

  • 5 kr. når det billigste lægemiddel koster 100 kr. eller derunder
  • 5% af prisen på det billigste lægemiddel, når det billigste koster mere end 100 kr, men mindre en 400 kr
  • 20 kr når det billigste lægemiddel koster 400 kr. eller derover

 

Din medicin kan godt skifte navn